Mads fortalte, at han havde lært hvordan man er god ved andre – det lod vi ham vide, at det var helt rigtigt, men at det var han jo faktisk allerede god til, men i hans tilfælde så handlede det mere om, at vi syntes at han skulle have nogle værktøjer, til at være god mod sig selv. Det er selvfølgelig en lidt stor størrelse for en 8-årig, men ikke desto mindre, så er det, det som han har fået med fra Kidz Academy. Værktøjer, der giver plads til ham selv, det som gør ham usikker, og det som gør ham sikker. Han står mere fast på sig selv, bekymringerne kan sendes væk, og der kan altid siges gode ting om en selv, også selvom der må genbruges lidt fra kataloget – “ja, man kan jo ikke blive ved med at finde på” – citat Mads.Vi har som forældre lært en masse, også selvom vi “kun” sad med på sidelinjen til børneforløbet. Vi har følt os imødekommet, taget hånd om og fulgt godt med på vejen. Det er virkelig trist, der ikke længere er en fast tur med toget ind til Frederiksberg hver mandag. Det gjorde noget godt for os alle. Nogle mandage synes Mads, at det var svært at komme afsted, men vi oplevede altid en glad dreng, når han var færdig, og en ro i ham de efterfølgende dage, som om, at han svævede lidt på alle de oplevelser og det frirum, han lige havde været i. En kæmpe fornøjelse at være vidne til som forældre – så for dét – Mange tusind tak. Nu er vi jo så ude på egen hånd, og vi holder fast i værktøjerne, de bliver langsomt mere og mere naturlige i vores hverdag – men som vi forsøger at lære Mads, ingen er god til noget fra start, vi må øve os. Nogle gange går det godt og hurtigt, mens det andre gange tager lidt længere tid. Så hvorfor skal andre børn gå på Kidz Academy, overordnet fordi alle børn fortjener at blive set og accepteret som den og det de er, og det har I virkelig styr på! Fordi alle børn har gavn af et sted at læsse af, puste ud og ikke skulle leve op til noget, men blot være og mærke efter. Altsammen noget vi oplever, at der har været i højsædet hos jer på Kidz Academy.